Eftersynkronisering
(også kaldet "eftersync", "PS" for Post Sync eller "ADR" for Automatic Dialogue Replacement, selvom det på ingen måde er automatiseret).
Selvom tonemesteren på optagelserne har kæmpet en brav kamp for at få alle replikker med hjem, er det langt fra altid det lykkes. Og selvom man kan fjerne meget støj og uønsket lyd i efterarbejdet, er det også langt fra altid at det kan lade sig gøre. I den slags tilfælde må man ty til eftersynk, dvs. at man får den pågældende skuespiller ind i et lydstudie, for så at sige replikkerne igen. Det foregår typisk ved at man afspiller replikken for skuespilleren, som derefter gentager den, så tæt på originalen som muligt i både intonation, rytme, stemmeleje osv. Hvis det lykkes, kan man som regel lægge denne replik henover det oprindelige billede, og få mundbevægelserne til at passe fuldstændigt. Det lyder måske let, men det kræver som regel øvelse, stor koncentration og mange takes, før den sidder i skabet. Specielt ved lange sætninger.
Udover den rent tekniske eftersynk, som skyldes støj og lignende fra optagelserne, bruges det ofte også kreativt. Ved at sige replikken med en ny intonation, eller en blidere stemme, er det faktisk muligt at "bøje" en scenes spil i alle mulige retninger (og stadig få mundbevægelserne til at passe). Og tit er en scene filmet sådan at man ikke kan se karakterens mund i hele eller dele af sætningen, og så er der mulighed for at "lægge nye ord i munden" på karakteren, og på den måde ændre en scene. Af disse grunde sidder filmens instruktør næsten altid med, når en skuespiller er i eftersynk-studiet.
Udover at afspille de gamle replikker og optage de nye, og sikre sig at de kan tilpasses mundbevægelserne, sørger tonemesteren også for hele bogholderiet omkring hvilke replikker i filmen der skal eftersynkes, og hvorfor, og hvilke der endnu mangler at blive optaget, og hvilke takes der var de bedste af dem der er optaget. Det kræver en snorlige tunge i munden, da der ofte er tale om langt flere replikker end man skulle tro. (Som eksempel kan jeg nævne at vi på "Det som ingen ved" eftersynkroniserede ca. 230 replikker eller hele sætninger, og på "De fortabte sjæles ø" var tallet 630, eller op imod 90% af filmens dialog!).
Eftersynk-optagelse er en meget krævende proces, der fordrer stor koncentration af såvel skuespiller som instruktør og tonemester, men kan samtidig være enormt spændende, da man sammen kan sidde og dreje en scene i en anden retning, eller helt ødelægge den!
Når skuespiller og instruktør så er "sendt hjem" forestår der et stort arbejde med at klippe de nye replikker til, så de passer til mund-bevægelserne. Der findes software der kan hjælpe med at rette de sidste nuancer på plads, men det meste foregår ved at sidde selv og fedte med det. Og når så mundbevægelserne passer, venter der endnu et stykke arbejde med at "mikse" de nye replikker, så de ikke lyder som det døde lydstudie de er optaget i, men som om de blev sagt og optaget i den virkelige verden, i det pågældende rum og under de omstændigheder hvor scenen foregår. Og hvis det hele er gjort ordentligt, er der aldrig nogen der bemærker at det er gjort.
Nogle skuespillere og instruktører ser eftersynk som tonemesterens og satans værk, der kun tager livet ud af filmen, mens andre ser det som en chance for, under helt rolige og kontrollerede forhold, at kæle for udtrykket i den enkelte replik.
Selvom tonemesteren på optagelserne har kæmpet en brav kamp for at få alle replikker med hjem, er det langt fra altid det lykkes. Og selvom man kan fjerne meget støj og uønsket lyd i efterarbejdet, er det også langt fra altid at det kan lade sig gøre. I den slags tilfælde må man ty til eftersynk, dvs. at man får den pågældende skuespiller ind i et lydstudie, for så at sige replikkerne igen. Det foregår typisk ved at man afspiller replikken for skuespilleren, som derefter gentager den, så tæt på originalen som muligt i både intonation, rytme, stemmeleje osv. Hvis det lykkes, kan man som regel lægge denne replik henover det oprindelige billede, og få mundbevægelserne til at passe fuldstændigt. Det lyder måske let, men det kræver som regel øvelse, stor koncentration og mange takes, før den sidder i skabet. Specielt ved lange sætninger.
Udover den rent tekniske eftersynk, som skyldes støj og lignende fra optagelserne, bruges det ofte også kreativt. Ved at sige replikken med en ny intonation, eller en blidere stemme, er det faktisk muligt at "bøje" en scenes spil i alle mulige retninger (og stadig få mundbevægelserne til at passe). Og tit er en scene filmet sådan at man ikke kan se karakterens mund i hele eller dele af sætningen, og så er der mulighed for at "lægge nye ord i munden" på karakteren, og på den måde ændre en scene. Af disse grunde sidder filmens instruktør næsten altid med, når en skuespiller er i eftersynk-studiet.
Udover at afspille de gamle replikker og optage de nye, og sikre sig at de kan tilpasses mundbevægelserne, sørger tonemesteren også for hele bogholderiet omkring hvilke replikker i filmen der skal eftersynkes, og hvorfor, og hvilke der endnu mangler at blive optaget, og hvilke takes der var de bedste af dem der er optaget. Det kræver en snorlige tunge i munden, da der ofte er tale om langt flere replikker end man skulle tro. (Som eksempel kan jeg nævne at vi på "Det som ingen ved" eftersynkroniserede ca. 230 replikker eller hele sætninger, og på "De fortabte sjæles ø" var tallet 630, eller op imod 90% af filmens dialog!).
Eftersynk-optagelse er en meget krævende proces, der fordrer stor koncentration af såvel skuespiller som instruktør og tonemester, men kan samtidig være enormt spændende, da man sammen kan sidde og dreje en scene i en anden retning, eller helt ødelægge den!
Når skuespiller og instruktør så er "sendt hjem" forestår der et stort arbejde med at klippe de nye replikker til, så de passer til mund-bevægelserne. Der findes software der kan hjælpe med at rette de sidste nuancer på plads, men det meste foregår ved at sidde selv og fedte med det. Og når så mundbevægelserne passer, venter der endnu et stykke arbejde med at "mikse" de nye replikker, så de ikke lyder som det døde lydstudie de er optaget i, men som om de blev sagt og optaget i den virkelige verden, i det pågældende rum og under de omstændigheder hvor scenen foregår. Og hvis det hele er gjort ordentligt, er der aldrig nogen der bemærker at det er gjort.
Nogle skuespillere og instruktører ser eftersynk som tonemesterens og satans værk, der kun tager livet ud af filmen, mens andre ser det som en chance for, under helt rolige og kontrollerede forhold, at kæle for udtrykket i den enkelte replik.