Bonus-spørgsmål

Brændvarmt emne - og naturligvis noget vi bruger meget tid og energi på. Men for mig at se er den mest tungtvejende grund at der bliver mumlet mere end tidligere. Skuespillerne taler naturligvis som man gør i tiden, og der er ingen tvivl om at dagligdags artikulation er faldet støt de seneste årtier. Men jeg vil også vove den påstand, at "moderne" skuespillere ikke behersker artikulation og stemmebrug i samme grad som tidligere. Efterhånden som både teatre og film har fået bedre og bedre lydteknologi til rådighed, er der en opfattelse af at man kan tillade sig at mumle mere, og at det er godt for troværdigheden i spillet. God artikulation og taleteknik opfattes som "teatralsk". Som lydtekniker kan jeg kun sige: ja, teknologien gør at man kan tale meget lavere end før, men ikke utydeligere!

Men naturligvis kan jeg ikke sidde her og læsse hele skylden væk fra min egen faggruppe. For i sidste ende har tonemestrene jo hovedansvaret for at dialogen på film bliver forstået, hvordan den end er fremført. Her er det et klassisk problem at så snart man ved hvad der bliver sagt kan man sagtens høre hvert enkelt ord. Og eftersom vi, og alle andre implicerede i filmen, kender hver eneste replik til hudløshed, kan det være svært objektivt at vurdere hvornår noget er forståeligt eller ej. Og så falder man let i den fælde der hedder "Man kan sagtens høre hvad de siger. Vi skruer lidt mere op for de andre lyde...". Dumt!

Det gør vi også, og det hjælper.

1) Det er det også! Men man opdager det ikke i samme grad, fordi der for det meste kører en undertekst man lige kan ty til. (Faktisk hører jeg mange amerikanske film, hvor dialogmixet er betragteligt ringere end på danske film).

2) Amerikansk tale er meget mere nasalt og "gennemskærende" end dansk. Hør bare på Strøget om sommeren, hvor en gruppe amerikanske turister kan spottes på lang afstand. Kartoffel-dansk kommer nede fra svælget, og har simpelthen sværere ved at trænge igennem støj eller en dårlig fjernsyns-højttaler. Og hvis vi kompenserer for det i filtreringen af lyden, synes vi at stemmen har "mistet krop".

Smag og behag! Tit synes jeg det modsatte er problemet. "Rigtigt" lydniveau og lytteniveau er så subjektivt, og folk har så forskellige tærskler for hvad der er behageligt og hvad der er for højt, at det nærmest er umuligt at tilgodese alle. Hvis filmen er mikset for højt kommer der klager. Hvis filmen er mikset for lavt kommer der klager.

Naturligvis findes der tekniske Dolby-standarder og referencer for lydniveuaer, men ikke alle overholder dem. Når en biografejer har fået tilpas mange klager fra lydfølsomme folk, skruer han ned i forhold til standarden - og det har de fleste biografer gjort. Og af frygt for at filmen skal "blive flad" og drukne helt i popcorn og snak, er der en tendens fra både filmproducenters, intruktørers og tonemestres side til at ville være "på den sikre side" og hellere give lidt for meget, end lidt for lidt. Så kommer der flere klager og så bliver der skruet ned i biografen igen, og så fremdeles. Det er en ond cirkel, som kun kan holdes under nogenlunde kontrol ved at vi, der mikser filmene, holder os ufravigeligt til standarderne! Men indrømmet; vi hører som oftest også til den befolkningsgruppe der trives ved de lidt højere lydniveauer (måske er det derfra lyd-interessen kommer?), og vi har sjældent et problem med at gi' den lidt gas...