Foley
(eller "Geräusche")
Mange har sikkert en forestilling om at lyd-efterarbejde til film engang foregik ved at stå med to kokosnødder for at lave lyden af hestehove, eller bruge knirkende kartoffelmel til at lave skridt i sne, men at det hører det forrige årtusinde til. Det gør det ikke! En utrolig stor del af det man hører på en moderne film er lavet helt manuelt, direkte til billedet. Og denne proces kaldes som regel "foley".
I alle større filmlydstudier er der et dedikeret lydstudie til dette formål. Her er der etableret de mest gængse underlag, som asfalt, grus, parketgulv, fliser osv, samt en afdeling med vandhane, afløb og badekar eller vandgrav, til de våde lyde. Der vil oftest også være et omfattende rekvisitlager, med alt i bestik, lædersko, cykelpumper, indkøbsvogne og møllehjul, således at man næsten altid lige kan finde en kombination af genstande der, ved gensidig kontakt siger "plyink" på den helt rigtige måde. Ved mindre og hurtige lyde der "lige skal laves", går tonemesteren som regel selv ind i studiet og griber en skumsvamp og en pose sand, men på de fleste film er mængden af lyde der skal laves så stor, at det kan betale sig at hyre højt specialiseret arbejdskraft fra udlandet. En såkaldt foley-artist kommer til landet, og i samarbejde med tonemesteren, der optager og instruerer lydene, får han så pløjet sig igennem stort set samtlige lyde i filmen. En dygtig foley-artist udmærker sig f.eks. ved at kunne stå stille på stedet og lyde som to mand der går, og ramme billedet så synkront i første take, at der ikke bagefter skal redigeres i det der er optaget. Og det er forklaringen på hvorfor det, i det 21. århundrede, kan betale sig at lave noget så gammeldags og manuelt, i en verden af computer-redigering.
På en gennemsnits spillefilm tager det lidt over en uge for en foley-artist og en tonemester at lave og optage lyd til stort set alt hvad vi ser i billedet.
Det lyder sjovt at lave foley, og det er det! Det meste af tiden. I hvert fald så længe der skal laves slåskampe eller kamel-væddeløb, men da man også skal igennem lyden af samtlige trin i filmen, og al lyd af tøj og beklædning i lange dialogscener (ja!), kan det til tider blive lidt tungt...
Når foley'en er optaget færdig, og foley-artisten er rejst videre til næste film et sted i Europa, skal alt det optagede materiale redigeres og mikses. Selvom det er lavet direkte til billedet af en specialist, skal det altid lige justeres lidt på, så det ser mere synkront ud, og ligesom med eftersynken, skal der også rådes bod på at det hele er optaget i et dødt lydstudie. Dvs. der skal lægges en troværdig rumklang på, og det skal i det hele taget bringes til "at leve", så det virker som om det er optaget i den virkelige verden.
Men hvorfor er det at alle lyde skal laves igen? Blev lydene ikke optaget da filmen blev optaget? De fleste, jo. Men for det første lyder den virkelige verden ikke altid ligeså "fedt" som den helst skal på film. Og, som nævnt i afsnittet om filmoptagelser, vil mikrofonen som regel være fokuseret på de sagte replikker, mere end på det der sker rundt om skuespilleren. Derfor lyder det der kommer med hjem fra film-optagelserne ikke altid så spændende eller lækkert som vi efterhånden er blevet vandt til på film. Derfor genskaber vi det hellere bagefter og kæler lidt mere for den enkelte lyd.
For det andet er det tit at der slet ikke er nogen lyd med hjem fra optagelserne der kan bruges. Hvis man f.eks. vælger at eftersynkronisere en scene pga. støj, eller for at ændre på skuespillet, er man nødt til at fjerne lyden helt. Man kan ikke bare fjerne replikkerne. Altså er man nødt til at genskabe alt, lige fra fodtrin og tøjets støj, til stolen der flyttes og den raslende perlekæde om halsen.
Den sidste, men måske mest tungtvejende grund til at man vælger at genskabe ALT lyd, nu man er i gang, er det forbistrede IT-mix:
(også kaldet "IT-mix" eller "M+E mix" for music and effects mix)
I rigtig mange lande vises film som bekendt ikke på original-sproget, men dubbet til det pågældende lands eget sprog. Og det er jo noget rod! For det er ikke muligt bare at slukke for den dejlige danske dialog, uden også at slukke for en masse andet. Alt hvad der blev optaget samtidig med dialogen, f.eks. trin, bevægelser, dørhåndtag, glas, men også trafik, vind osv. osv. forsvinder når man fjerner dialogen, og så er der tit ikke ret meget andet tilbage end en stille atmosfærelyd, og hvis man er heldig også lidt filmmusik. Så for at tyskerne ikke skal sidde og høre på en temmelig stum film med tysk dialog, laver man en international version af filmen, hvor hele lydsiden lever - genskabt med foley og nye atmosfærelyde, men uden dialog. Lige til at lægge nye stemmer på!
Det kan være et kedsommeligt stykke arbejde, men værd at gøre mens man har filmen i fingrene, frem for at vente til den dag filmen er solgt til udlandet, og en fransk tv-station skal bruge mixet. Så det er helt fast procedure at lave et IT-mix på alle film, uanset hvor danske eller dårlige de måtte være…
Mange har sikkert en forestilling om at lyd-efterarbejde til film engang foregik ved at stå med to kokosnødder for at lave lyden af hestehove, eller bruge knirkende kartoffelmel til at lave skridt i sne, men at det hører det forrige årtusinde til. Det gør det ikke! En utrolig stor del af det man hører på en moderne film er lavet helt manuelt, direkte til billedet. Og denne proces kaldes som regel "foley".
I alle større filmlydstudier er der et dedikeret lydstudie til dette formål. Her er der etableret de mest gængse underlag, som asfalt, grus, parketgulv, fliser osv, samt en afdeling med vandhane, afløb og badekar eller vandgrav, til de våde lyde. Der vil oftest også være et omfattende rekvisitlager, med alt i bestik, lædersko, cykelpumper, indkøbsvogne og møllehjul, således at man næsten altid lige kan finde en kombination af genstande der, ved gensidig kontakt siger "plyink" på den helt rigtige måde. Ved mindre og hurtige lyde der "lige skal laves", går tonemesteren som regel selv ind i studiet og griber en skumsvamp og en pose sand, men på de fleste film er mængden af lyde der skal laves så stor, at det kan betale sig at hyre højt specialiseret arbejdskraft fra udlandet. En såkaldt foley-artist kommer til landet, og i samarbejde med tonemesteren, der optager og instruerer lydene, får han så pløjet sig igennem stort set samtlige lyde i filmen. En dygtig foley-artist udmærker sig f.eks. ved at kunne stå stille på stedet og lyde som to mand der går, og ramme billedet så synkront i første take, at der ikke bagefter skal redigeres i det der er optaget. Og det er forklaringen på hvorfor det, i det 21. århundrede, kan betale sig at lave noget så gammeldags og manuelt, i en verden af computer-redigering.
På en gennemsnits spillefilm tager det lidt over en uge for en foley-artist og en tonemester at lave og optage lyd til stort set alt hvad vi ser i billedet.
Det lyder sjovt at lave foley, og det er det! Det meste af tiden. I hvert fald så længe der skal laves slåskampe eller kamel-væddeløb, men da man også skal igennem lyden af samtlige trin i filmen, og al lyd af tøj og beklædning i lange dialogscener (ja!), kan det til tider blive lidt tungt...
Når foley'en er optaget færdig, og foley-artisten er rejst videre til næste film et sted i Europa, skal alt det optagede materiale redigeres og mikses. Selvom det er lavet direkte til billedet af en specialist, skal det altid lige justeres lidt på, så det ser mere synkront ud, og ligesom med eftersynken, skal der også rådes bod på at det hele er optaget i et dødt lydstudie. Dvs. der skal lægges en troværdig rumklang på, og det skal i det hele taget bringes til "at leve", så det virker som om det er optaget i den virkelige verden.
Men hvorfor er det at alle lyde skal laves igen? Blev lydene ikke optaget da filmen blev optaget? De fleste, jo. Men for det første lyder den virkelige verden ikke altid ligeså "fedt" som den helst skal på film. Og, som nævnt i afsnittet om filmoptagelser, vil mikrofonen som regel være fokuseret på de sagte replikker, mere end på det der sker rundt om skuespilleren. Derfor lyder det der kommer med hjem fra film-optagelserne ikke altid så spændende eller lækkert som vi efterhånden er blevet vandt til på film. Derfor genskaber vi det hellere bagefter og kæler lidt mere for den enkelte lyd.
For det andet er det tit at der slet ikke er nogen lyd med hjem fra optagelserne der kan bruges. Hvis man f.eks. vælger at eftersynkronisere en scene pga. støj, eller for at ændre på skuespillet, er man nødt til at fjerne lyden helt. Man kan ikke bare fjerne replikkerne. Altså er man nødt til at genskabe alt, lige fra fodtrin og tøjets støj, til stolen der flyttes og den raslende perlekæde om halsen.
Den sidste, men måske mest tungtvejende grund til at man vælger at genskabe ALT lyd, nu man er i gang, er det forbistrede IT-mix:
Internationalt mix
(også kaldet "IT-mix" eller "M+E mix" for music and effects mix)
I rigtig mange lande vises film som bekendt ikke på original-sproget, men dubbet til det pågældende lands eget sprog. Og det er jo noget rod! For det er ikke muligt bare at slukke for den dejlige danske dialog, uden også at slukke for en masse andet. Alt hvad der blev optaget samtidig med dialogen, f.eks. trin, bevægelser, dørhåndtag, glas, men også trafik, vind osv. osv. forsvinder når man fjerner dialogen, og så er der tit ikke ret meget andet tilbage end en stille atmosfærelyd, og hvis man er heldig også lidt filmmusik. Så for at tyskerne ikke skal sidde og høre på en temmelig stum film med tysk dialog, laver man en international version af filmen, hvor hele lydsiden lever - genskabt med foley og nye atmosfærelyde, men uden dialog. Lige til at lægge nye stemmer på!
Det kan være et kedsommeligt stykke arbejde, men værd at gøre mens man har filmen i fingrene, frem for at vente til den dag filmen er solgt til udlandet, og en fransk tv-station skal bruge mixet. Så det er helt fast procedure at lave et IT-mix på alle film, uanset hvor danske eller dårlige de måtte være…