Film-optagelserne
Arbejdet med filmoptagelserne adskiller sig markant fra lyd-efterarbejdet der er beskrevet i de foregående afsnit, og det er da heller ikke alle tonemestre der praktiserer begge dele. Hvor efterarbejdet i høj grad er kreativt betonet, har optagelserne meget mere karakter af egentigt håndværk, og hvor efterarbejdet foregår ved en computer i lune lydstudier med tæpper på væggene, er optagelserne manuelt og fysisk arbejde under alle slags forhold.
Den primære opgave er naturligvis at optage dialogen, og få alle replikker med hjem i bedst mulig lyd-kvalitet. Det vil i princippet sige at sidde ved en optagemaskine med hovedtelefoner på, og trykke på den røde "REC"-knap og så bare lytte. Så simpelt er det naturligvis ikke i praksis. For der er som regel et hav af forberedelser og forhindringer før hver eneste optagelse. Og udover at sidde og optage de forskellige lydkilder, skal tonemesteren også holde rede på hvilke replikker der er "kommet i kassen" fra hvilke mikrofoner, og udfra det løbende vurdere om materialet er hjemme til at kunne klippe scenen sammen.
Støj!
Den første forberedelse inden hver scene er at eliminere støj! Et køleskab eller en ventilator der kører kan være ødelæggende for lyden. Det samme kan en underbo der spiller musik, eller en fjern gartner der klipper græs. Men også en undseelig lille brummetone fra en lysdæmper eller en sagte hvislen fra en radiator kan være fatal, og der kan derfor gå meget tid med at lede efter kilden til en lyd som ingen andre har lagt mærke til eller kan høre. Blandt andet derfor er tonemesteren i denne fase tit offer for spydigheder, sarkasme eller endog mobning! Men det giver som regel mening alligevel, blandt andet fordi selv den mindste lyd kan forekomme enerverende når den bliver blæst op på et stort biograf-anlæg. Men også fordi en scene bliver klippet sammen af mange forskellige takes, fra forskellige vinkler og afstande, som gør at den lille lyd konstant vil springe i karakter og niveau i den færdige film.
Uønsket støj kan også være helt almindelige lyde fra den scene der udspiller sig foran kameraet. Selvom det er en helt legitim lyd der kommer når en skuespiller f.eks. sætter en flaske på bordet, eller går på høje hæle gennem rummet, er det ofte ikke noget man er interesseret i at optage. Dels kan den slags lyde laves mere vellydende i efterarbejdet (se afsnittet om foley) og dels kan de gå ind og forstyrre eller ødelægge dialog-lyden, som er langt sværere at lave om bagefter (jvf. afsnittet om eftersync). Så derfor går tonemesteren også rundt før hver scene og dræber lyde ved at sætte små filtdutter under ølflasken, klistre stof under skoene, eller lægge gulvtæpper ud, tage batterier ud af dørklokken og smøre knirkende hængsler. Altsammen for at få en så ren og klar optagelse af dialogen som muligt.
Boom og microports
Med sig på optagelserne har tonemesteren en B-tonemester, der som regel refereres til som "boomeren" da booming er hans primære opgave. Det er den person de fleste forbinder med film-lydmand, nemlig ham der holder og styrer boomstangen - den lange stang med en mikrofon for enden, som svæver over hovederne på skuespillerne. Det er denne mikrofon der fanger lyden mest naturligt, og det er derfor den primære optagekilde. Det er altafgørende at få boom-mikrofon placeret rigtigt over hovedet på den der taler, og flyttet den lydløst og usynligt rundt fra skuespiller til skuespiller og replik til replik. Da man samtidig skal holde sig ude af billedet, og heller ikke kaste skygger, og iøvrigt holde armene opad i lang tid, er det et temmelig specialiseret og koncentrationskrævende job, som få er gode til. Så en af de vigtigste forudsætninger for at tonemesteren får noget god lyd i kassen, er at han har en god boomer med.
Derudover vil hver skuespiller typisk have fået en microport på. Ordet microport dækker over en lille mikrofon på størrelse med en oliven-sten, og en tilhørende sender på størrelse med to æsker tændstikker, som er placeret skjult på skuespillerne. Fordelen ved disse mikrofoner er at de altid kan være tæt på munden der taler, uanset hvordan billedstørrelsen eller lysforholdene er. Til gengæld lyder de ikke altid lige godt, dels fordi de sjædent er optimalt anbragt da de jo skal sidde skjult, og dels fordi de optager lyden meget tæt, og dermed unaturligt. At anbringe mikrofoner og sendere på en måde så de lyder optimalt, uden at de kan ses af kameraet, eller være til gene for skuespilleren eller kostumet, er noget der kan gå meget tid, energi og diplomati med...
For desværre er det et faktum at langt det meste af en lydside kan reddes eller laves om efterfølgende, hvis det ikke kommer i kassen, og derfor er det desværre også nærliggende at nedprioritere tonemesterens arbejde, hvis tiden er presset (og det er den!). Selvom det tager 2 minutter at rette på en microport eller opspore en støjkilde inden en optagelse, men 2 timer i efterarbejdet at eftersynkronisere samme scene, fordi det ikke skete, er det alligevel ofte den løsning der bliver valgt. Det er nemmere at udskyde problemerne når tiden er knap, og sommetider kan det selvfølgelig også være den rigtige prioritering. Men den holdning kan lynhurtigt brede sig, og udvikle sig til generelt at hedde "det er ligemeget med lyden" - hvis ikke man er oppe på dupperne. På sin vis kan det tit kræve diplomati, fingerspitzgefühl, snedighed, list eller ihærdig og hård argumentation at få lov til at udføre sit arbejde tilfredsstillende som tonemester!
Den primære opgave er naturligvis at optage dialogen, og få alle replikker med hjem i bedst mulig lyd-kvalitet. Det vil i princippet sige at sidde ved en optagemaskine med hovedtelefoner på, og trykke på den røde "REC"-knap og så bare lytte. Så simpelt er det naturligvis ikke i praksis. For der er som regel et hav af forberedelser og forhindringer før hver eneste optagelse. Og udover at sidde og optage de forskellige lydkilder, skal tonemesteren også holde rede på hvilke replikker der er "kommet i kassen" fra hvilke mikrofoner, og udfra det løbende vurdere om materialet er hjemme til at kunne klippe scenen sammen.
Støj!
Den første forberedelse inden hver scene er at eliminere støj! Et køleskab eller en ventilator der kører kan være ødelæggende for lyden. Det samme kan en underbo der spiller musik, eller en fjern gartner der klipper græs. Men også en undseelig lille brummetone fra en lysdæmper eller en sagte hvislen fra en radiator kan være fatal, og der kan derfor gå meget tid med at lede efter kilden til en lyd som ingen andre har lagt mærke til eller kan høre. Blandt andet derfor er tonemesteren i denne fase tit offer for spydigheder, sarkasme eller endog mobning! Men det giver som regel mening alligevel, blandt andet fordi selv den mindste lyd kan forekomme enerverende når den bliver blæst op på et stort biograf-anlæg. Men også fordi en scene bliver klippet sammen af mange forskellige takes, fra forskellige vinkler og afstande, som gør at den lille lyd konstant vil springe i karakter og niveau i den færdige film.
Uønsket støj kan også være helt almindelige lyde fra den scene der udspiller sig foran kameraet. Selvom det er en helt legitim lyd der kommer når en skuespiller f.eks. sætter en flaske på bordet, eller går på høje hæle gennem rummet, er det ofte ikke noget man er interesseret i at optage. Dels kan den slags lyde laves mere vellydende i efterarbejdet (se afsnittet om foley) og dels kan de gå ind og forstyrre eller ødelægge dialog-lyden, som er langt sværere at lave om bagefter (jvf. afsnittet om eftersync). Så derfor går tonemesteren også rundt før hver scene og dræber lyde ved at sætte små filtdutter under ølflasken, klistre stof under skoene, eller lægge gulvtæpper ud, tage batterier ud af dørklokken og smøre knirkende hængsler. Altsammen for at få en så ren og klar optagelse af dialogen som muligt.
Boom og microports
Med sig på optagelserne har tonemesteren en B-tonemester, der som regel refereres til som "boomeren" da booming er hans primære opgave. Det er den person de fleste forbinder med film-lydmand, nemlig ham der holder og styrer boomstangen - den lange stang med en mikrofon for enden, som svæver over hovederne på skuespillerne. Det er denne mikrofon der fanger lyden mest naturligt, og det er derfor den primære optagekilde. Det er altafgørende at få boom-mikrofon placeret rigtigt over hovedet på den der taler, og flyttet den lydløst og usynligt rundt fra skuespiller til skuespiller og replik til replik. Da man samtidig skal holde sig ude af billedet, og heller ikke kaste skygger, og iøvrigt holde armene opad i lang tid, er det et temmelig specialiseret og koncentrationskrævende job, som få er gode til. Så en af de vigtigste forudsætninger for at tonemesteren får noget god lyd i kassen, er at han har en god boomer med.
Derudover vil hver skuespiller typisk have fået en microport på. Ordet microport dækker over en lille mikrofon på størrelse med en oliven-sten, og en tilhørende sender på størrelse med to æsker tændstikker, som er placeret skjult på skuespillerne. Fordelen ved disse mikrofoner er at de altid kan være tæt på munden der taler, uanset hvordan billedstørrelsen eller lysforholdene er. Til gengæld lyder de ikke altid lige godt, dels fordi de sjædent er optimalt anbragt da de jo skal sidde skjult, og dels fordi de optager lyden meget tæt, og dermed unaturligt. At anbringe mikrofoner og sendere på en måde så de lyder optimalt, uden at de kan ses af kameraet, eller være til gene for skuespilleren eller kostumet, er noget der kan gå meget tid, energi og diplomati med...
For desværre er det et faktum at langt det meste af en lydside kan reddes eller laves om efterfølgende, hvis det ikke kommer i kassen, og derfor er det desværre også nærliggende at nedprioritere tonemesterens arbejde, hvis tiden er presset (og det er den!). Selvom det tager 2 minutter at rette på en microport eller opspore en støjkilde inden en optagelse, men 2 timer i efterarbejdet at eftersynkronisere samme scene, fordi det ikke skete, er det alligevel ofte den løsning der bliver valgt. Det er nemmere at udskyde problemerne når tiden er knap, og sommetider kan det selvfølgelig også være den rigtige prioritering. Men den holdning kan lynhurtigt brede sig, og udvikle sig til generelt at hedde "det er ligemeget med lyden" - hvis ikke man er oppe på dupperne. På sin vis kan det tit kræve diplomati, fingerspitzgefühl, snedighed, list eller ihærdig og hård argumentation at få lov til at udføre sit arbejde tilfredsstillende som tonemester!